Elise er grønlænder, men skjuler det. Hun er altid iført makeup og stiletter – selv når hun går ned med skrald. Og hun er varsom med sit alkoholindtag og undgår at tale grønlandsk. Solveig er færing, men fortæller det ikke til folk. Hun bor alene, arbejder alene og siger, at hun kommer fra Kokkedal, når nogen spørger til hendes opvækst.

Elise flytter ind i den opgang på Christianshavn, hvor Solveig er vicevært, og de to holder sig først fra hinanden. Men en dag sker der noget, der tvinger dem til at beslutte, om de fortsat vil leve livet på sidelinjen.

Opgangen er en roman om de uligheder, som grønlændere og færinger oplever i Danmark. Den er en opsang til grønlandske og danske politikere og til den del af den danske befolkning, der stadig er med til at fastholde negative stereotyper.

Mens hun var i Danmark, havde hun overhørt en samtale mellem plejeforældrene. De havde læst en artikel om misbrug af børn på Færøerne. Solveig stod i døråbningen, da plejefaren læste højt: ”Man siger, at hvis en femtenårig ikke er blevet voldtaget af sin bedstefar, så er det, fordi hun kan løbe stærkt.” Solveig forlod rummet under plejeforældrenes skingre latteranfald.

(...)

”Hvorfor er du bange for kommunen?”
”Grønlændere skal svare på alt muligt, som andre ikke skal.”
”Hvad mener du?” spurgte Elise. ”Hvad spørger de om?”
”Om man er tørstig om morgenen, kan møde til tiden og ryger hash og sådan noget.”