Amanda går i gymnasiet og gemmer sig bag et tykt lag makeup for ikke at forsvinde. Hun ville ønske, at hun var mere modig, og at der ikke var så mange forventninger til hende. Alt er en kamp. Selv helt almindelige ting føles unaturlige for hende.

Til en fest møder hun den jævnaldrende Melanie, der er helt anderledes end hendes andre venner, og lige så langsomt begynder alting at forandre sig …

Jeg mærkede et jag af smerte langs venstre kæbe, og så reagerede mine øjne med deres sædvanlige melodrama. Det var, som om de absolut skulle gøre alting til en katastrofe – en dans på kanten af afgrunden. Et spørgsmål om liv og død. Jeg vidste, at tårerne ikke kun skyldtes slaget. De skyldtes også alt det andet. Menneskerne, nervøsiteten, de drivvåde sko, at Oscar og Nicoline havde brændt mig af igen, at jeg ikke kunne finde ud af at forsvare mig selv, at jeg skulle i skole på mandag, at mine forældre var idioter, og at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv, eller hvad jeg ville med mit liv. I alle tilfælde tog den ene tåre den anden, og min maske begyndte at krakelere, sådan helt bogstaveligt.