Året er 1949, og vi befinder os på sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland. Et sted, hvor alle kender deres plads. Og i en verden, hvor psykofarmaka endnu ikke er blevet opfundet.

Fru afdelingslæge Astrid Kiel er på vej hjem fra et møde i studiekredsen. Plejeren Flemming opererer hjerner ud af friske lig, som loven foreskriver. Han anbringer dem i store syltetøjsglas i dissektionsrummet bag kapellet.

Det er aldrig faldet dem ind, at de skal være elskende – og slet ikke her.

Hun lukker døren bag sig, bliver stående et skridt inde, ser skråt over i hjørnet, ikke efter noget, bare for ikke at se på ham, og han tænker, at det er en måde at vise ham, at hun er kommet her uden noget fornuftigt formål. Hun kommer ikke med dårlige undskyldninger. Hun stiller sig bare sådan. Da han går ned mod hende, siger hun: – De må nok hellere slukke lyset.