Af Kim Karmark

En nat ringer telefonen hos hovedpersonen. Det er hans tidligere elskerinde, der ringer. De har ikke haft kontakt i over halvtreds år, og med ét er fortiden blevet til nutid.

En af dagene handler om tab; både tabet af sin egen erindring og tabet af de mennesker omkring en, der betyder mest.

»Turen var tænkt som en hyldest til os, og jeg tænker på måden, vi elskede med hinanden på, de uforudsigelige og provokerende samtaler; den måde, de smalle veje bølgede gennem landskabet på, og hvordan stendigerne nærmest skar bakkerne op i skæve, uens bidder. Uden for Cardiff fik Tess mig til at stoppe. Hun skiftede tøj på en rasteplads og stod nøgen i den fugtige sol. Senere så vi Turners akvareller i London, og Tess gik foran mig gennem de næsten mørklagte rum, så jeg kunne nyde hen­ des lette skridt. Og senere i Normandiet. Hotellet med dobbeltsengen; muslinge­ farmene og det evigt skiftende tidevand, æbleplantagerne og cafeen, hvor vi spiste morgenmad. Alt var godt. Alt var godt, til det ikke længere var godt. Tingene var i skred.«