Engang var der hundredvis af rå, muntre, folkelige værtshuse på Vesterbro. I slutningen af 2010’erne er der kun lidt over en snes tilbage, men mørkebrune beverdinger, lummerrøde neonskilte og knivskarpe gadehjørner er selv efter byfornyelsen en del af det nu så hippe københavnske kvarters DNA.

Forfatteren Henrik List tager læserne med på en slingrende, men grundigt researchet pilgrimsvandring fra det ene kultklassiske værtshus til det næste: troldspejle for samfundsudviklingen, reservater for et etnodansk proletariat og kulturhistoriske landemærker i egen ret.

BODEGA BLUES er en kærlig, humoristisk hyldest til et stenbroleben, der er ved at forsvinde i de store danske byer på grund af ’Udviklingen’. En hyldest til det tolerante fællesskab på tværs af sociale og kulturelle skel, der endnu trives på de knejper, hvor der er plads til røg, druk og røverhistorier. Og en hyldest til et stykke ægte Udkantsdanmark midt i hovedstaden – befolket af skøre, skæve, skønne originaler som dem, Kim Larsen, John Mogensen og Osvald Helmuth sang om …

Bogens efterskrift indeholder et kommenteret index over alle de vesterbro-værtshuse, der er lukket siden 1970.

Lavthængende lamper ulmer gulligt langs væggene. Tiden er gået i stå engang i 1970’erne eller 80’erne (selvom den raser videre udenfor). Cigaretos ligger så tæt under loftet som hav­gusen over Helgoland. Et læderraflebæger og et par terninger smælder dæmpet mod bar­diskens træ, mens ølflasker klirrer i baggrunden. Samtaler stiger og falder i volumen, indimellem afbrudt af latterbrøl. En jukebox sønderslider John Mogensen- og Peter Belli-­singlerne. Formiddagsaviser ligger opslået på side 9, sportssektionen eller massage­annoncerne. Spillemaskiner glimter om kap med guldkæderne i det evige tusmørke. Tre hærdebrede mandfolk i orange arbejdskluns er i gang med en pot billard ved bordet nede bagved. En klokke hænger tyst i baren og venter på, at den næste tosse skal ringe med den for at give en omgang. Stamkunder glider én for én ind forbi, udveksler joviale fornærmelser med hinanden og får sig et par kølige stifter – måske endda med små skarpe til? – på de skævslidte, læderpolstrede barstole …

( … )

Mellem Hovedbanegården og Carlsberg Byen, mellem Vesterbrogade og jernbaneterrænet, mellem Strassen og Den Beskidte Boulevard ligger der stadig mere end en snes brune bodegabastioner. På én gang som øl- og tobaksdunstende mindestuer og som levende sociale rum, hvor nye og gamle vesterbroere, drukmåse og fyldebøtter i alle aldersgrupper, mødes i den helgolandske gus. ( … ) Tit påskønner vi ikke rigtigt, hvad vi har, før vi mister det, før det er for sent, og sådan skulle det nødigt gå med resten af de potentielt lukningstruede værtshuse. For Vesterbro – og København, Danmark? – ville være kedeligere uden dem.