Vejlbymani: Nostalgisk og sjovt tidsbillede ude i tredje oplag

3. januar 2022

8240 Vejlby, der fortæller om livet i den aarhusianske forstad Vejlby, blev udsolgt i første og andet oplag allerede få uger inde i bogens levetid. I det nye år - halvanden måned efter udgivelsen - er tredje oplag af bogen på gaden. Makkerparret bag bogen, Christian Henriksen og fotograf Søren Lynggaard Andersen, er ovenud begejstrede for dens succes.

“Mit håb og ønske med bogen var, at alle – også langt væk fra 8240 – i fortællingerne kunne finde både et spejl og noget genkendeligt,
der kunne åbne op for døren til egen barndom og erindring. Og med den store interesse fra mange rundt i landet tænker jeg, at vi er i den grad er lykkedes med noget,” siger Christian Henriksen.

8240 Vejlby er et portræt af og en hyldest til en by og de mennesker, der bor der. Det er et konkret sted nord for Aarhus, men kunne foregå hvor som helst i Danmark. Der hvor man finder Grillbaren. Tanken. Fodboldklubben. Pubben. Parcelhusene. Men også de skæve eksistenser, som skaber et unikt og genkendeligt fællesskab.

Christian Henriksens snapshot-beskrivelser af minder fra blandt andet frisøren med pornobladene, som man hverken turde eller måtte bladre i, har i bogen selskab af fotograf Søren Lynggaard Andersens stemningsfulde og rå billeder fra den nordaarhusianske forstad.

”Det er, som om forstæderne har byttet plads med de store byer, hvor enhver skæv bygning bliver renoveret og tilpasset samtiden. Det samme gør menneskerne, som bor der. Men i forstaden er der stadig plads til dem med de knap så fornuftige og forudsigelige liv.”

Indkøbskurv