Sigrid Groth Nielsen, f. 1993, har siden tiårsalderen drømt om at blive forfatter. Og altid med tanke på børnebøger. Kombinationen af de smukke tegninger og den til tider fjollede, men ofte dybe historie, som så mange børnebøger rummer, lagde spiren til hendes drømme. Hun har en næsten færdiggjort tandlægeuddannelse, som har været inspiration for Historien om byen Plak. Den vigtigste inspirationskilde er dog hendes søn, og fortællingen fandt sin første form under den daglige kamp med tandbørsten. Hun håber, at andre kan bruge bogen til at gøre den stund en smule nemmere.