Ungdomsroman af Trine Juul & Jan Maintz

Anton og Ida begynder i samme gymnasieklasse, og der opstår et helt særligt bånd mellem dem – de er smukke og begavede og vilde med hinanden og med sex, fester, litteratur og gymnasielivets store erkendelser. Og vilde med deres inspirerende og fortryllende dansklærer, Villy, som opfordrer Anton til at skrive en roman.

Gymnasielivet løfter dem, følelserne er store, og lykken overvældende. Men den er også skrøbelig – livets barske sider lurer lige om hjørnet. Og da de i 3g får en ny og spændende ung dansklærer, Claes, som Anton og Ida begynder at besøge ­privat, tager det hele en ny drejning.

ANTON & IDA er en fortælling om det at være ung i dag og om de eksistentielle og sociale problemer, der trænger sig på i en ungdomskultur spændt ud mellem retningsløshed og præstationsræs.

Trine Juul, f. 1975, har studeret litteraturhistorie ved Aarhus Universitet og underviser i dag på Virum Gymnasium. Hun har udgivet bogen Kan kvinder se? – om fremstillingen af kvindeblikket i ældre og nyere nordisk litteratur (2011) og digtsamlingerne Nu da det er slut (2013) og År (2013). Hun debuterede med digte i Hvedekorn.

Jan Maintz, f. 1979, har studeret nordisk sprog og litteratur, filosofi og samfundsfag ved Aarhus Universitet og underviser i dag på Virum Gymnasium. Han har udgivet debatbogen Kan du være mere konkret? Om samtalens død i dansk politik (2014) og har i en årrække skrevet for Dagbladet Information om filosofi, litteratur og samfund.

Han stod på Hobitten, det lokale værtshus. Han havde været der et par gange med Markus og nogle af de andre drenge fra klassen og spille pool. Men nu var han alene. Han kendte absolut ingen af de tilstedeværende. De fleste var mindst 20 år ældre end ham, og flere virkede noget berusede. Han tog en slurk af den kolde øl, tændte en smøg med en lighter, der lå på bardisken, og kom til at lytte til musikken. Guns N' Roses. “Sweet Child O' Mine”.

She's got a smile that it seems to me / Reminds me of childhood memories …

Han havde skrålet med på den sang tusind gange, men aldrig vidst, hvad han egentlig sang med på. Her med den første alkohol og nikotin rullende i blodet slog det ham, hvor fed en sang det i virkeligheden var. Den kunne han godt have skrevet til Ida.