8240 Vejlby: En positiv overraskelse
9. oktober 2022
Det er altid dejligt at blive overrasket, hvis det er positivt. Og det er det med bogen 8240 Vejlby. Hvad de fleste måske opfatter som en lille og afgrænset bog, er nu ude i 4. oplag – og det samtidig som ny udgave med bonusmateriale.
Bogen handler om det lokale – og ifølge forfatter Christian Henriksen kan du læse den, uanset hvor du nu er lokal og stammer fra. Det er nemlig det samme, vi tit spejler os i.
Bogen er også kommet som lydbog – indlæst af forfatteren selv. For om nogen mestrer Christian Henriksen den lokale dialekt.
Han blev døbt i Vejlby, konfirmeret i Vejlby, blev student i Vejlby, flyttede væk fra Vejlby, men vendte tilbage igen. Så blev han gift i Vejlby, fik to børn i Vejlby, blev skilt i Vejlby og lever nu i Vejlby med sin kæreste, som ikke er fra Vejlby, men fra Risskov – den pæne side af Grenåvej.