Neja og hendes mor kan ikke længere bo i Hennys lejlighed. I stedet må Neja bo sammen med Hennys barnebarn, som hun slet ikke kan leve op til. Hun føler det, som om der ikke er plads til hende i verden, men så bliver hun forelsket!

Heller ikke det er dog uden problemer. Hvordan skal hun for eksempel få sagt til sin kæreste, at hun ikke har råd til at tage med ham til en camp i Sverige? Hvordan skulle han kunne forstå, at en togbillet er et problem, når hans egne forældre bare sætter penge ind på rejsekortet?

Kun når Neja maler, er hun fuldkommen lykkelig, men bagefter er virkeligheden endnu sværere at sluge – hvis det altså ikke var for Rina, der deler ud af både sin frækhed og sin evne til at overleve.

»Neja kryber ind under huden på sin læser – og omvendt. Læseren bliver ét med Neja [...] en levende fortælling om en teenagers kamp for retten til egen eksistens. Sproget er, uden at blive pubertært, helt i øjenhøjde med målgruppen«
– Bognørden

Hun er både lykkelig, fordi det, hun så, var så smukt, og trist, fordi hun igen har ladet sig forsvinde ind i en verden, som ingen andre end hun selv forstår, det psykologen kalder, at hun flygter. Tilbage i atelieret går hun stille hen på sin plads og giver sig til at føre skitsen over på det store papir. Drengen er lige til venstre for hende, tæt på, mens resten af pladsen føles længere væk. Hun giver det hele en meget let og transparent baggrundsfarve og koncentrerer sig derefter om drengen, maler hans fængsel, ikke som en skarp firkant, kanterne er bløde, men uigennemtrængelige. Han kan godt gå et andet sted hen, men fængslet følger med. Hun ved nøjagtigt, hvordan han har det, tilsyneladende som andre og alligevel slet ikke.