Henrik List_Bodega Blues

Bodega Blues

kr. 299,00

Engang var der hundredvis af rå, muntre, folkelige værtshuse på Vesterbro. I slutningen af 2010’erne er der kun lidt over en snes tilbage, men mørkebrune beverdinger, lummerrøde neonskilte og knivskarpe gadehjørner er selv efter byfornyelsen en del af det nu så hippe københavnske kvarters DNA.

Forfatteren Henrik List tager læserne med på en slingrende, men grundigt researchet pilgrimsvandring fra det ene kultklassiske værtshus til det næste: troldspejle for samfundsudviklingen, reservater for et etnodansk proletariat og kulturhistoriske landemærker i egen ret.

BODEGA BLUES er en kærlig, humoristisk hyldest til et stenbroleben, der er ved at forsvinde i de store danske byer på grund af ’Udviklingen’. En hyldest til det tolerante fællesskab på tværs af sociale og kulturelle skel, der endnu trives på de knejper, hvor der er plads til røg, druk og røverhistorier. Og en hyldest til et stykke ægte Udkantsdanmark midt i hovedstaden – befolket af skøre, skæve, skønne originaler som dem, Kim Larsen, John Mogensen og Osvald Helmuth sang om …

Bogens efterskrift indeholder et kommenteret index over alle de vesterbro-værtshuse, der er lukket siden 1970.

Lavthængende lamper ulmer gulligt langs væggene. Tiden er gået i stå engang i 1970’erne eller 80’erne (selvom den raser videre udenfor). Cigaretos ligger så tæt under loftet som hav­gusen over Helgoland. Et læderraflebæger og et par terninger smælder dæmpet mod bar­diskens træ, mens ølflasker klirrer i baggrunden. Samtaler stiger og falder i volumen, indimellem afbrudt af latterbrøl. En jukebox sønderslider John Mogensen- og Peter Belli-­singlerne. Formiddagsaviser ligger opslået på side 9, sportssektionen eller massage­annoncerne. Spillemaskiner glimter om kap med guldkæderne i det evige tusmørke. Tre hærdebrede mandfolk i orange arbejdskluns er i gang med en pot billard ved bordet nede bagved. En klokke hænger tyst i baren og venter på, at den næste tosse skal ringe med den for at give en omgang. Stamkunder glider én for én ind forbi, udveksler joviale fornærmelser med hinanden og får sig et par kølige stifter – måske endda med små skarpe til? – på de skævslidte, læderpolstrede barstole …

( … )

Mellem Hovedbanegården og Carlsberg Byen, mellem Vesterbrogade og jernbaneterrænet, mellem Strassen og Den Beskidte Boulevard ligger der stadig mere end en snes brune bodegabastioner. På én gang som øl- og tobaksdunstende mindestuer og som levende sociale rum, hvor nye og gamle vesterbroere, drukmåse og fyldebøtter i alle aldersgrupper, mødes i den helgolandske gus. ( … ) Tit påskønner vi ikke rigtigt, hvad vi har, før vi mister det, før det er for sent, og sådan skulle det nødigt gå med resten af de potentielt lukningstruede værtshuse. For Vesterbro – og København, Danmark? – ville være kedeligere uden dem.

, , ,
Henrik List_Bodega Blues

Bodega Blues
Noter og historier fra Vesterbros
sidste brune værtshuse
1. udgave, 4. oplag
Indbundet, 135 x 215 mm
ISBN 9788793758636

Udk. 12. september 2019
376 sider / 299 kr
Illustrationer: Pedro Lopez
Redaktion og grafisk tilrettelæggelse: Rolf Skov Madsen

Bodega Blues kan købes som e-bog via linket her:
Link
E-bogen kan desuden streames på diverse platforme.
Bodega Blues kan købes som lydbog via linket her:
Link
Lydbogen kan desuden streames på diverse platforme.

Læserne mener ...

Der er ingen læseranmeldelser endnu.

Henrik List_Bodega Blues_Blomsten2008_Copyright Ty Stange

Om forfatteren


Henrik List er forfatter til i alt atten bøger og én graphic novel, såvel fiktion som nonfiktion. Heriblandt roman­erne Kære fucking dagbog og Solen skinner aldrig på en go-go-bar. Rejsebøgerne Scener fra Sunset Boulevard og Tilbage til Tanger Redux. Novelle­samlingen Pussyland og essaysamlingen Sidste nat i Kødbyen. Han modtog i 2016 det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

Som mangeårig kulturjournalist – dels som freelancer, dels som fastansat på Berlingske – skrev List blandt andet gonzo-klummen Henne om hjørnet om sine oplevelser i det bastant byfornyede arbejder- og red light-kvarter Vesterbro, hvor han har boet sammenlagt i næsten 30 år. I en periode i slutningen af 90’erne drev han sammen med nogle venner baren Imbiss i den gamle Bodega 36 i Oehlenschlägersgade.

Læs mere om List og hans bøger på hans hjemmeside.

Foto: Ty Stange

Indkøbskurv
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få 15 % rabat på dit næste køb i vores webshop. Vi sender dig ikke mere end én mail om måneden, og du får som abonnent nyheder, indblik og gode tilbud.