Agent 007 - de danske forbindelser
Jacob Wendt Jensen

Om bogen:
Bond – James Bond. Gennem et halvt århundrede har han begejstret biografgængerne med en Martini i hånden en Bond-babe på sidelinjen og alverdens skurke i hælene. Især i de senere år har de danske forbindelser stået stærkt i Bond-universet, og det er dem, filmanmelder Jacob Wendt Jensen stiller skarpt på i denne bog.
Ulrich Thomsen, Mads Mikkelsen og Jesper Christensen fortæller, hvordan det er at være en del af virakken, der følger med rollen i en Bond-film. Vi er med hjemme hos Danmarks største Bond-entusiast og på besøg hos det danske visual effects-firma Ghost.
Agent 007 – de danske forbindelser er både et opslagsværk og et oplæg til diskussion – og så giver den indblik i en række af de mere overraskende beretninger. For hvad har Nina van Pallandt fra duoen Nina og Frederik dog at gøre med den verdensberømte agent? Og hvad blev der egentlig af Cecilie Thomsen, der fermt nedlagde Pierce Brosnan?

Om forfatteren:
Jacob Wendt Jensen er journalist og bachelor i Film- og Medievidenskab. Han er filmanmelder på Berlingske og en af landet førende filmeksperter. Tidligere har han været medforfatter på bøgerne Filmquiz 2 og Tv-Quiz. Desuden står han bag to biografier om henholdsvis Ove Sprogøe og Nina van Pallandt.

Uddrag:
Mit første møde med James Bond var i en biograf i Bruxelles. Eldorado lød navnet, og lige den dag levede biografen til fulde op til sit navn. Filmens titel var ”The Spy Who Loved Me”, og det var i 1977. Jeg var 10 år gammel – næsten 11 - og var nu blevet så høj, at jeg for første gang kunne omgå den irriterende 11 års-grænse i de belgiske biografer og dermed komme ind og se film med mere ramasjang i. ”Live and Let Die” fire år tidligere var gået helt hen over hovedet på mig. Set med en knap 11-årig drengs øjne var der rigeligt at spærre øjnene op over i ”The Spy Who Loved Me”, og jeg blev fan af James Bond på stedet.

Den hvide Lotus Esprit, der kunne trække hjulene ind og forvandle sig til en undervandsbåd, var rasende godt tænkt og et godt stykke forud for sin tid. Barbara Bach var en stilfuld Bond-babe, der surmulede tilpas meget til at blive mere end almindeligt uopnåelig og dermed dejlig. Og så var der ”Jaws”. Skurken med metalgebisset, der ikke alene kunne ordne de fleste helte i en håndevending, men også en dræberhaj, hvis det var sådan en, der gik til angreb. Både hajen og skurkens navn var en hilsen til Steven Spielbergs film af samme navn. Siden 1960’erne har James Bond altid taget farve fra andre populære film, for det er nødvendigt at forny sig for at være med i front. Resultatet var alt i alt, at ”min James Bond” blev Roger Moore. Han var sej, og han havde glimt i øjet. Og jeg vidste ikke bedre.

144 sider