To liv

(3 kundeanmeldelser)

DKK 299,00

Roman af Estrid Dyekjær

Da Kirsten bliver gravid, gifter hun sig med barndomsvennen Johannes. Han er ikke hendes drømmemand, men året er 1955, og både Kirstens og familiens ære er på spil.

Johannes er ikke som de andre unge i den lille østjyske landsby. Han går ikke til halbal, lytter ikke til musik og sætter ikke håret som James Dean. Han vil bare være i fred, fordybe sig i den danske natur og måske engang udgive en fagbog.

Den første løgn bliver begyndelsen på et ægteskab, hvor det usynlige og usagte har større magt end den frie vilje, og hvor egne synder må sones ved at tilgive andres.

ISBN 9788793758377
Udgivelse: 29/03/2019
260 sider
299 kr

Redaktion: Sidsel Runge Kristensen
Omslagsfoto: Andrew Charney
Omslag og sats: Rolf Skov Madsen

Kategori:

Beskrivelse

ESTRID DYEKJÆR, f. 1979, er uddannet cand.merc i marketing fra Handelshøjskolen i Århus (2005). Hun er opvokset i Vestjylland, men har siden studietiden boet i Dublin og på Sjælland, hvor hun har slået sig ned på den nordlige kyst i en sammenbragt familie med mand, fire børn og fem høns. Hun har arbejdet professionelt med tekster i store danske og internationale virksomheder, men har sideløbende skrevet essays og noveller. To liv er hendes romandebut.


“Hun var ikke i tvivl om, at mors forslag var det bedste for hende. Men hvad med Johannes? Han levede så sorgløst med sine naturstudier, kladdehæfter og drømmen om at udgive en bog. Hvis hun gjorde det her mod ham, ville han være nødt til at bruge sin tid på en familie i stedet for alle sine egne projekter. Men ville han ikke det samme som alle andre? Stifte familie og have børn? Ville det være nok for ham med livet i naturen? Og hvis han ville have kone og børn, var det så muligt, at han, der var så speciel og anderledes, overhovedet kunne finde nogen, der ville have ham? Var det faktisk ikke hans bedste chance for et lykkeligt ægteskab, at hun fulgte mors råd og gjorde det, der skulle til? For deres begges skyld. Og deres barns. For det ville jo være hendes og Johannes’ barn. Ikke Christians.”

3 anmeldelser af To liv

  1. Flemming Vestergaard

    I romanen “To Liv” oplever vi på nært hold livets uforudsigelighed og ikke mindst de to skæbner i bogen, der uvægerligt flettes sammen i kærlighedens bånd, godt hjulpet på vej af møder med andre, hemmeligheder og løgne og …. tilgivelse.
    Det kunne ligeså godt være dig og mig, og derfor vender man som læser hvert blad i sin søgen efter svar: Er den ægte kærlighed så stærk, at den overvinder alt? Og hvor findes den ægte kærlighed? Er den lige her eller findes den altid om det næste hjørne? I romanen lykkes det forfatteren at give kærlighedsbegrebet en ny dimension med udgangspunkt i 50´ernes snævre seksuelle og moralske univers.
    Læs bogen og bliv lidt klogere på dig selv!

  2. Nadia

    Wow, sikke en bog. Jeg læste den af to omgange, på kun to dage. Virkelig nogle spændende personer, kringlede fortællinger som er viklet ind i hinanden på den fineste måde, og med afsløringer som lader en tilbage med ønsket om en filmatisering af det helt store. Jeg har allerede flere skuespillere in mente, som ville gøre denne fortælling fyldest. Wow!

  3. Maria Dyhr

    ”To liv” er en dejlig skæbne- og tidsfortælling, der fører os fra 1954 til 2019. Bogen følger Kirsten og Johannes i deres ægteskab, samt de familiemedlemmer, der kommer til at få betydning for deres liv. Fortællingens udløsende hændelse får betydning for hele ægteskabet, men oplevelsen er alligevel, at det til slut ikke er det, der er betegnende for værdien i det. Andre og større hændelser tager over og skaber oplevelsen af to liv, der med en grundfølelse af logik ender et sted, der er både kærligt, tilgivende, rummende og helt uafvendeligt. Den oplevelse giver stof til eftertanke og efterlader læseren med en følelse af håb og glæde. Forfatteren tegner sine tidsbilleder med let hånd og formår i løbet af få sætninger at sætte rammen for de enkelte afsnit. Da bogen strækker sig over mange årtier er det en præstation, at bevare oplevelsen af sammenhæng i hovedpersonernes livsforløb. Sine steder kan man savne lidt flere detaljer om det, der ligger uden for de personrelaterede hændelser, og dem er der mange af, men det begrænser sig til en nysgerrighed og et ønske om bedre at forstå. I gennem hele bogen fornemmes, at forfatteren er dybt involveret i, og har forståelse for, alle sine karakterer, både de med mere eller mindre sympatiske karaktertræk. Det smitter af på læseren, der godt kunne blive forfalden til, at afskrive værdien af en del af de involverede, men her føres blidt på plads af forfatterens rummelighed. Ganske mange steder med så underfundig og velskrevet en morale, at undertegnede måtte genlæse passagerne flere gange for til fulde, at forstå og værdsætte det kunstgreb. Den samlede læseoplevelse er fin og bogen leverer både den gode fortælling, intense personkarakteristikker og dertil en passende mængde humor.

Tilføj en anmeldelse af varen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du kunne også være interesseret i...