Danske pladecovers – udvalgte plader 1960-2019

DKK 329,00

Coffee table-bog af Daniel Holst Mortensen
* udkommer 29/11.

Under dogmet ”én kunstner, ét cover” tages du i Danske pladecovers med på en kurateret tidsrejse i dansk musikhistorie set gennem den kunstneriske indpakning, der præsenterer musikken.

Bogen er en hyldest til danske pladecovers og spænder fra hitkunstnere, der har solgt i hundredtusindvis, til snævre nichecovers. Pop, rock, hiphop, metal, punk og syrerock – du finder det hele her.

Selvfølgelig krydret med baggrundshistorier og anekdoter – fortalt af kunstnere som The Minds Of 99, Katinka, Iceage, Rockers By Choice, Humleridderne, Kliché, Baest m.fl. Og ikke mindst Uffe Lorenzen, der også står bag bogens forord.

Danske pladecovers
Udvalgte plader 1960-2019
1. udgave, 1. oplag
Hardback / 24 x 24 cm
ISBN 9788793758865

Udgivelse: 29/11/2019
224 sider / 329 kr
Redaktion: Jonas Knudsen
Omslag & layout: Karin Lindberg

Beskrivelse

Danske pladecovers

Danske pladecovers

Forord af Uffe Lorentzen

Da cd-æraen for alvor begyndte i Danmark omkring 1990, havde jeg allerede fået opbygget en ganske solid lp-samling. Mine musikalske interesser var på det tidspunkt først og fremmest rettet mod musik af ældre dato, så jeg foretog aldrig det store skifte til det nye og påståede bedre format, som mange af vennerne ­ellers gjorde dengang. Men i dag, 30 år senere, hvor man dårligt kan forære cd’er væk til en loppemarkedskrejler, er jeg i gang med at sælge min vinylsamling for at få råd til en andelsbolig på Nørrebro i København. Det siger ikke så lidt.

Jeg tror, der er mange grunde til vinylpladens comeback. En af dem er utvivlsomt, at artwork ser aldeles utiltalende og decideret billigt ud i cd’ernes små plastikæsker. Vinylpladens store format er og bliver simpelthen en stor del af nydelsen, og et godt stykke artwork bør give pladekøberen en god ide om det musikalske indhold, allerede inden den hives ned fra forhandlerens hylder.

Op igennem 90’erne udgav jeg mine første albums med bandet On Trial, senere kom Spids Nøgenhat, Pandemonica, Baby Woodrose, Dragontears og i nyere tid mine soloudgivelser under eget navn. I løbet af den proces har jeg lært en del om albumcovers, design og artwork. Jeg har altid forsøgt at få coveret til at ligne musikken i rillerne – og holder meget af samarbejdet med skiftende grafikere, kunstnere og layoutere. Men det er langt fra altid, at resultatet er lige vellykket. ­Oftest bruger man seks måneder eller mere på at skabe et album, hvorimod ­coveret nærmest som en eftertanke bliver kastet sammen på et par uger, inden skiven går i trykken.

Mit eget danske yndlingscover må ubetinget være Furekåbens Prinsesseværelset (se s. 221), som i øvrigt samtidig absolut er en af mine danske musikfavoritter. For det første er der det uskarpe, sort-hvide foto, der er lige så kryptisk, dragende og uigennemtrængeligt som musikken. Men derudover er langt de fleste covers blevet malet, skrevet og påtegnet af bandet selv og deres venner, hvilket gør hvert enkelt cover til et unikt og tidstypisk kunstværk. Jeg husker stadig ét cover, jeg faldt over hos en antikvar – et af de mindre pæne, men dog et sært mystificerende et af slagsen: Det bestod udelukkende af ordene Nøgler & Lås skrevet med klodsede tuschtyper.

En anden favorit er Alrune Rods debutalbum, hvor et lilla bjerglandskab med en solnedgang i baggrunden transformerer sig til en nøgen kvinde med spredte ben og psykedelisk kønsbehåring, når man folder gatefoldcoveret ud i fuld størrelse. I øvrigt et cover der i udtryk minder om mit eget band Baby Woodroses debutalbum Blows Your Mind (se s. 218).

Anmeldelser

Der er endnu ikke nogle anmeldelser.

Vær den første til at anmelde “Danske pladecovers – udvalgte plader 1960-2019”

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du kunne også være interesseret i...