
To liv
Da Kirsten bliver gravid, gifter hun sig med barndomsvennen Johannes. Han er ikke hendes drømmemand, men året er 1955, og både Kirstens og familiens ære er på spil.
Johannes er ikke som de andre unge i den lille østjyske landsby. Han går ikke til halbal, lytter ikke til musik og sætter ikke håret som James Dean. Han vil bare være i fred, fordybe sig i den danske natur og måske engang udgive en fagbog.
Den første løgn bliver begyndelsen på et ægteskab, hvor det usynlige og usagte har større magt end den frie vilje, og hvor egne synder må sones ved at tilgive andres.
ISBN 9788793758377
Udgivelse: 29/03/2019
260 sider
299 kr
Redaktion: Sidsel Runge Kristensen
Omslagsfoto: Andrew Charney
Omslag og sats: Rolf Skov Madsen

ESTRID DYEKJÆR, f. 1979, er uddannet cand.merc i marketing fra Handelshøjskolen i Århus (2005). Hun er opvokset i Vestjylland, men har siden studietiden boet i Dublin og på Sjælland, hvor hun har slået sig ned på den nordlige kyst i en sammenbragt familie med mand, fire børn og fem høns. Hun har arbejdet professionelt med tekster i store danske og internationale virksomheder, men har sideløbende skrevet essays og noveller. To liv er hendes romandebut.
"Hun var ikke i tvivl om, at mors forslag var det bedste for hende. Men hvad med Johannes? Han levede så sorgløst med sine naturstudier, kladdehæfter og drømmen om at udgive en bog. Hvis hun gjorde det her mod ham, ville han være nødt til at bruge sin tid på en familie i stedet for alle sine egne projekter. Men ville han ikke det samme som alle andre? Stifte familie og have børn? Ville det være nok for ham med livet i naturen? Og hvis han ville have kone og børn, var det så muligt, at han, der var så speciel og anderledes, overhovedet kunne finde nogen, der ville have ham? Var det faktisk ikke hans bedste chance for et lykkeligt ægteskab, at hun fulgte mors råd og gjorde det, der skulle til? For deres begges skyld. Og deres barns. For det ville jo være hendes og Johannes’ barn. Ikke Christians."
Læserne mener ...
Om forfatteren
Estrid Dyekjær (f. 1979) er opvokset i Esbjerg, men har siden slået sine folder i Århus, Dublin, Virum og Helsingør. I dag har hun slået rødder på Nordsjællands naturskønne kyst som forfatter på fuld tid.
Debutromanen To liv udkom på Byens Forlag i 2019 og har siden bragt hende vidt omkring med foredrag, læsekredse og litterære samarbejder. Hun har været med i opløbet om flere debutantpriser og var i 2020 blandt de ti nominerede til bibliotekernes Edvard P. Prisen. I 2020 modtog Estrid desuden Skulderklaplegatet, der uddeles til skønlitterære forfattere ud fra kriterier om litterær kvalitet på dansk.
Estrid har senere udgivet bøgerne Det Røde Lyn, Andres Liv, Kvotekvinde og Babyblues.
Følg Estrid Dyekjær på Facebook og Instagram og læs mere på hendes egen hjemmeside.