Kan man slå søm i med en bog?

31. oktober 2022

Bogforum og bogbranchen i det hele taget er for kedelig, mener Byens Forlag, der på årets Bogforum inviterer folk til at slå søm i med bog som hammer og spille bordtennis med bog som bat.

 

Om lidt er der Bogforum, og alt ligner på betryggende vis sig selv i Bella Center. Det har Byens Forlag tænkt sig at ændre på. Derfor kan man i forlagets stand både spille bordtennis med bog som bat, slå søm i med en bog og komme med en rigtig dårlig ide, som måske bliver brugt i en bog.

Byens Forlag vil nemlig gerne give folk en nytænkende og gerne mere vedkommende oplevelse med litteratur og bøger.

"Jeg joker ofte med, man kan lukke øjnene på Bogforum, åbne dem og så kan man i princippet ikke se, om året er 2004, 2018 eller 2022. Det hele ser ud på akkurat samme måde. Men kan det være rigtigt, at en branche fyldt med idéer, kunstnere og kreative sjæle ikke kan skabe mere?" spørger forlægger Thomas Aagaard Skovmand.

Byens Forlag forsøger selv at gøre noget – og derfor er der i år på forlagets stand bogbordtennis, hvor der afholdes en turnering mellem udvalgte forlag, og man kan finde ud af, om en bog egner sig til at slå søm i med.

Forlaget har tidligere bygget med bøger sammen med folk, spillet rundbold med bog som bat og gjort hjemløse til boghandlere. Og man har arrangeret oplæsninger i kældre, i et fængsel, i folks hjem, på et toilet og i et kirketårn – ligesom forlagets ansatte til daglig sidder i tre bogcaféer og arbejder i stedet for i et traditionelt kontormiljø.

Byens Forlags aktiviteter på Bogforum:

  • Der er bordtennisbord, så man kan spille bordtennis med bog som bat
  • Fredag eftermiddag dyster en række forlag om at være det bedste forlag til bogbordtennis.
  • Man kan prøve at slå søm i med en bog som hammer.
  • Man kan komme med sin dårligste idé til en novelle – måske bliver idéerne brugt som oplæg til en novellesamling, truer Byens Forlag med.
Bogtennis-BogForum
Indkøbskurv
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få 15 % rabat på dit næste køb i vores webshop. Vi sender dig ikke mere end én mail om måneden, og du får som abonnent nyheder, indblik og gode tilbud.